Jul 30, 2012

Hobby Club

Apr 12, 2012

Sy-Selskabet i lokalavisen

Sy-Selskabet tilbyder kunderne at låne en symaskine og hygge med deres håndværk i lokalerne, hvor der også udbydes sykurser

Skrædder og underviser Gitte Jandoria, Sy-Selskabet, lancerer et nyt koncept, nemlig en sy-cafe, i sine lokaler på Rebekkavej 59 i Hellerup.
"Mange unge har måske ikke råd til en god symaskine, og en del ældre har måske lyst til lidt selskab, når de syer. Derfor tilbyder jeg nu, at man kan tage sit håndarbejde under armen og komme her og hygge sig. Der er kaffe på kanden og kage til, og jeg assisterer med det praktiske. Man kan vel sammenligne Sy-Cafeen med en netcafe", fortæller Gitte Jandoria.

Sy gallakjolen i cafeen

I første omgang er Sy-Cafeen åben hver anden onsdag, i ulige uger, mellem kl. 12 og 16 og igen kl. 17 til 21.
"Men det er nødvendigt at booke tid inden, så man ikke går forgæves. Vi har plads til fire til seks personer ad gangen, og man betaler per time", siger hun.
"Sy-cafeen kunne være et oplagt sted for de unge at mødes og sy deres gallakjoler - eller konfirmationskjoler. Jeg kører allerede et sykursus for et hold unge piger, som syer de mest fantastiske gallakjoler", tilføjer Gitte Jandoria, som også udbyder kurser i alt inden for bukser, kjoler, nederdele, grundforme, trendkurser - og lingeri.

Lingeri til brystopererede

"Jeg har erfaret, at mange brystopererede kvinder gerne vil have lækkert undertøj tilpasset deres krop, og de kommer her og får lingeri syet til netop dem eller lærer at sy det selv", siger Gitte Jandoria.
"Jeg har faktisk designet en lingeri-kollektion, som jeg håber, kommer i produktion snart, uden generende bøjler, men med et design, som giver god støtte alligevel".
Siden Gitte Jandoria flyttede ind på Rebekkavej for tre år siden, har hun mere og mere at se til som skrædder.
"Om det er finanskrisen, der gør det, ved jeg ikke, men mange kommer med deres dyrere tøj og får det tilpasset efter vægttab eller det modsatte. Og så er det mit indtryk, at færre og færre har en symaskine og selv kaster sig over syning og reparationer", smiler hun.
Ønsker man at booke tid i Sy-Cafeen, kan man ringe på tlf. 4057 1157 eller sende en mail på gj@syselskabet.dk. Gitte Jandoria håber snart at kunne præsentere en opdateret hjemmeside på www.syselskabet.dk